Kreativ og vidtfavnende

Ole Bering ses med jævne mellemrum på podiet i kirken, hvor han synger sange og laver fagter for børn og voksne. Han er folkeskolelærer, gift med Hanne og far til tvillingerne, Marie Louise og Anne Sofie, der er født i Vietnam.

 Hvordan var din barndom?
-Jeg er vokset op i Nykøbing Mors, hvor min far havde en smørrebrødsforretning. Efter skoletid cyklede jeg med kammeraterne ned i min oldemors store have, hvor vi klatrede i træer og tumlede. Jeg husker den første del af min barndom som tryg, bl.a. fordi vi havde faste rammer og gode voksne omkring os. Vi tre søskende var ”velopdragne og pæne i tøjet.” På et tidspunkt begyndte jeg til FDF, og det var jeg rigtig glad for. Der blev snakket en del om den kristne tro, men det greb jeg desværre ikke dengang!

Da Ole skulle i 1. real, flyttede familien til Varde, fordi hans far blev hoteldirektør. Det var en kæmpe omvæltning for teenagedrengen, både kammeratskabsmæssigt og i forhold til den hjemlige tryghed. Der begyndte at blive konflikter mellem forældrene, som til sidst endte med en separation. Oles mor og søster flyttede tilbage til Nykøbing, men Ole flyttede ind hos en gymnasiekammerat i Varde.
-Det var en god familie, men de havde mange problemer. Min kammerat og jeg begyndte så småt at gå ud for at drikke, når vi havde fri. Det var nok dér, jeg grundlagde det misbrug, som jeg senere røg ud i. Men i første omgang fik jeg da min studentereksamen.

Hvordan var din vej til troen?
-Vel ikke den mest lige vej, smiler Ole og fortsætter:
Da jeg senere kom til Aarhus for at studere, røg jeg ud i et massivt alkoholmisbrug, måske fordi jeg følte mig alene og identitetsforvirret. Det var også på det tidspunkt, der var utroligt mange tilbud på det ”åndelige supermarked”. Jeg fik en mærkelig ro ved at sætte mig ind i landsbykirker og bare kigge op på alteret med den korsfæstede. Det var dog først, da jeg mødte nogle kristne inde i ”One Way-huset”,
at jeg fik præsenteret evangeliet om tilgivelsen og det nye liv. Jeg bad Jesus om at komme ind i mit liv, og det var en fantastisk omvæltning. Siden blev jeg bedt for under håndspålæggelse, hvor Gud greb ind i min alkoholafhængighed. 

Ole begyndte senere at komme sammen med Hanne, der er pædagog. Under foregivelse af at være meget interesseret i at få én af hendes kanariefugle, besøgte han hende en lørdag aften, men kørte først hjem klokken fem om morgenen på hendes Puch Maxi.

Børn i familien
Efter 15 års ægteskab adopterede Ole og Hanne tvillingerne.
- Det var en stor glæde for os at tage til Vietnam og komme hjem med de to små piger på et halvt år. Vi har siden været i Vietnam flere gange og også besøgt familien langt ude på landet, siger Ole.

Marie Louise og Anne Sofie bor stadig hjemme og er i gang med uddannelsen til pædagogisk assistent. Så der bliver snakket en hel del pædagogik ind imellem omkring sofabordet.

Hvordan er det at være lærer?
- Det er en kæmpe udfordring. Men også utroligt givende, når det lykkes. Der kan være mange personlige og sociale ting at tage fat på som klasselærer i dagens Danmark. For mig er det en stor berigelse at være på en skole med en meget bred profil. Under samme tag er der udviklingshæmmede, specialklassebørn, indvandrerbørn og så selvfølgelig ganske ”almindelige” skoleelever. Den helt store udfordring for folkeskolen bliver jo at få søsat folkeskolereformen her til foråret. Det kan da være godt med forandring, men tiden skal vise, om det bliver til gavn for rette vedkommende, nemlig børnene!

Hvad brænder du for som person?
-Jeg beskæftiger mig en hel del med Bibelen, jeg er nok aldrig helt ”kommet mig over” oplevelsen af, at der findes en levende Gud, som taler til os i sit Ord. Det er ikke sjældent, jeg får en idé til en sang om livet som kristen og menneske, og så sætter jeg jo mine tre akkorder på! Derudover skriver jeg en del artikler og historier i min fritid.

Ole Bering nyder i øvrigt samværet med familien både til hverdag og i ferier. Det er blevet til en del rejser efterhånden. Og så færdes han meget ude i naturen, hvor han har kameraet med og bliver inspireret af årstidens gang.