Musik er hendes kendetegn

Når man har set Maj-Lis Henriksen stå og dirigere sit gospelkor, kan man ikke undgå at blive smittet af hendes glæde over musikken, som hun lever sig ind i med hver en fiber af kroppen. Maj-Lis er 31 år og cand. Mag. med hovedfag i Musikvidenskab og sidefag i Religionsvidenskab. Hun bor i Skejby sammen med sin mand Esben, der er efterskolelærer. Maj-Lis er leder af Saralystkirkens Musikskole.

Hun voksede op i landsbyen Vestbjerg 10 km nord for Ålborg sammen med en 4 år ældre bror.

-Mine forældre gav os en god og beskyttet tilværelse, fortæller Maj-Lis. De har altid bakket mig op i de ting, jeg har kastet mig ud i. De er typiske nordjyder, som ikke bruger så store ord. Hvis man får et: ”Det var ikk´ så ring´ endda, så er det rigtig godt,” smiler hun.

Maj-Lis har fået musikken ind både gennem generne og miljøet. Hendes morfar var leder af Sæby-garden, og hendes far er organist i kirken. Allerede som teenager spillede hun til sin fars menigheds-kor. Men efter at have afsluttet gymnasiet var det tid til at prøve noget nyt. Valget faldt på København, nærmere betegnet som ung pige i huset hos ingen ringere end Søs Egelind.
-Jeg boede hos familien i næsten to år. Søs Egelind er et meget sødt menneske, som jeg stadig har kontakt med. Det sidste år begyndte jeg at læse på Københavns Universitet. 

Hvorfor valgte du religion som sidefag?
-Når jeg selv går op i min egen tro, føler jeg, at jeg er nødt til at vide noget om de andre, for ellers har jeg ikke ret til at sige, hvad jeg ikke bryder mig om ved dem. Derfor læste jeg religion, og det var meget spændende!

Maj-Lis kunne have søgt ud som gymnasielærer, men fandt ud af, at hun ville bruge sine kompetencer i en lidt anden retning:
-Jeg syntes, at jeg havde brug for at tage den humanistiske tilgang. Mit indtryk er, at man i gymnasiet har en masse regler og retningslinjer for, hvad og hvor meget, man skal nå. Derved ser man måske ikke ”det hele menneske”. Jeg er selv meget procesorienteret og kun lidt målorienteret i min tilgang til tingene.

I juli 2010 flyttede Maj-Lis til Århus, hvor hun i dag har fået stykket det meste af en fuldtidsindtægt sammen. Den røde tråd igennem det hele er musikken. Maj-Lis har et FOF-hold, et hold med Musik og bevægelse i nordbyen, et gospelkor i Risskov og en vokalgruppe inde i byen. Derudover har hun 3 timer om ugen i Heimdal, en institution for børn og unge med autisme og ADHD. Hun er på en afdeling for unge med infantil autisme, hvor hun bruger musikken som kommunikation. Resten af Maj-Lis´s aktiviteter foregår i Saralystkirken. 

Vil det sige, at du i dag laver det, du altid har drømt om?
-Ja, absolut. Det eneste frustrerende kan være, at min indkomst er afhængig af, hvor mange der har lyst til at gå til musik. 

Hvad betyder musik for dig som person?
-Jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden musik. Musik er en stor del af min identitet, så det spiller jo en kæmpe rolle for mig. Det er også en fornøjelse at se, hvor meget musik giver til de mennesker, jeg har med at gøre, hvad enten det er til gospel, en klaver-elev, eller hvem det nu er. Det er videnskabeligt bevist, at musik gør noget ved mennesket. Det knytter folk sammen og kan lukke op til nogle dele af hjernen, som ikke kan nås med ord. Det er bl.a. en god oplevelse at kunne komme ind til nogle af børnene på Heimdal gennem musikken! 

Hvordan har din vej til gospelmusikken været?
-Som 11-12 årig sang jeg med i et gospelkor oppe i Ålborg. Allerede dengang havde jeg en drøm om, at jeg gerne ville have et gospelkor. Jeg stod og øvede mig på at dirigere foran spejlet ude på badeværelset. Da jeg flyttede til København som 18-årig, var jeg med til at starte gospelkoret Oikos i en lille nystartet kirke på Nørrebro. Så mødte jeg jo heldigvis Esben, der også kunne tænke sig at spille gospel, og han har fulgt mig som pianist i KOINONIA.

Hvorfor tror du, at gospelmusik er så populært?
-Den giver så god mening! Sangene rummer både opmuntring, glæde og trøst. Det er en genre, man kan have udbytte af, uanset om man er religiøs eller ej. Hvis man nu ikke ser Jesus og Gud i sangene, så kan man måske læse noget andet ind i dem, fordi de er så fulde af kærlighed og næstekærlighed. 

Maj-Lis fortæller, at i KOINONIA er det fællesskabet, der står i højsædet. Man er opmærksom på hinanden og vil hinanden. Mange giver udtryk for, at de til gospel får et frirum og en energi-indsprøjtning, selv efter en lidt træls dag.

I sin fritid har Maj-Lis brug for at lade op. Det gør hun derhjemme sammen med Esben, og når hun giver den gas i fitnesscentret. Og så afslører hun, at hun er begyndt på noget helt nyt: nemlig at hækle. 

Der er ingen umiddelbar fare for, at hæklingen tager overhånd. I så fald ville mange af Maj-Lis´s musikalske venner i alle aldre nok protestere!