Det Himmelske Juleshow

Når 30 udøvende kunstnere går på scenen til Det Himmelske Juleshow i Citykirken 15. og 16. december 2017 går overskuddet fra billetsalget ubeskåret til julehjælp til trængte familier i Aarhus.

I alt bruger over 100 frivillige deres kræfter på at stable arrangementet på benene. Sidste år var Det Himmelske Juleshow showet udsolgt med over 600 solgte billetter og i år udvider det populære velgørenhedsshow til to shows.

Det Himmelske Juleshow byder på et alsidigt program. Blandt andet vil Hullahop-artisten Rookie, kendt fra TV-programmet ”Danmark har talent 2017”, optræde og seks solister vil, sammen med orkester og kor, synge julen ind med kendte julesange. Desuden vil både børn og professionelle dansere indtage scenen, og alle medvirker frivilligt til fordel for indsamlingen.

Juleshowet samarbejder med Kirkens Korshær og Frelsens Hær om at få hjælpen ud til de familier, der har brug for det.

”Kirkens Korshær i Aarhus har de senere år oplevet et større og større behov for julehjælp. Der er flere og flere mennesker, som ikke har råd til at fejre jul for deres børn. Der er desværre mange børn, som ikke ser frem til julen, fordi den bringer afsavn og isolation, hvor der gerne skulle have været glæde og fællesskab.”  fortæller Ole Thvilum, Souschef, Kirkens Korshær i Aarhus

Det Himmelske Juleshow er et samarbejde mellem aarhusianske kirker og kirkelige organisationer. De syv arrangører er: Kirkens Korshær, Frelsens Hær, Citykirken, Saralystkirken, Aarhus Bykirke, Aarhus Valgmenighed og Indre Mission.

Køb din billet på www.billetto.dk