Så er der: Sommerlight gudstjenester

Der er gudstjenester i Saralystkirken hele året rundt. Nogle skifter lidt i forhold til årstiden og nogle gudstjenester markerer en særlig tid. Nu er tiden inde for at afholde Sommerlight gudstjenester. Det sker hver søndag fra den 1. juli til den 12. august (dog ikke søndag den 22. juli) kl. 16.30.

Sommerlight gudstjenesterne er særlige fordi de er kortere og de er enklere. Her er der fokus på sangen og en kortere tale, da gudstjenesten kun varer ca. 45 minutter. Der er et overordnet tema for de 6 Sommerlight gudstjenester: Der er et under i huset. Det bliver gudstjenester der sætter fokus på Guds mirakler og indgriben i situationer og menneskers liv. Gudstjenester der indgyder håb og peger på muligheder vi hverken kan se eller forstå. 

Børne- og betweenkirken holder også sommerferie når der er Sommerlight gudstjenester, men der er altid gode muligheder for børnene i legerummene i kirken eller på naturlegepladsen ved kirken.

Efterfølgende er der god mulighed for at spise sammen, da der bliver tændt op i grillen og der kan købes grillmad for 35 kr. for voksne og 25 kr. for børn mellem 3 og 12 år. Menuen består af koteletter, pølser og kartoffelsalat. 

19. august er der igen gudstjeneste med børne- og betweenkirke kl. 10.30. 

Så er du i byen eller netop undervejs hjem fra en strandtur, så kom og oplev en hyggelig og imødekommende gudstjeneste med fokus på Gud og alle hans muligheder for at gribe ind i vores tilværelse.