Lysglimt af et samliv

Christa og Frede Byg, hhv. 77 og 82 år, fortæller erindringsglimt fra 53 gode år, og hvordan de oplever at blive ældre sammen.

Meget hurtigt i samtalen kommer der et fotoalbum på sofabordet. Med begejstring i øjne og stemme fortæller ægteparret om de to år, de fik i en lille bygd på Grønland. Frede var skoleleder og havde én grønlandsk medarbejder. De sorthvide fotografier viser billeder af parret med to små børn midt i den grønlandske natur.

”Det var fantastiske omgivelser”, siger Christa. ”Da forstod jeg skabelsen”.

”Vi lærte hinanden endnu bedre at kende og var afhængige af hinanden”, supplerer Frede. ”Du gik ingen steder uden først at sige, hvilken retning du gik i, og hvornår du forventede at være tilbage”.

Der var et godt sammenhold i bygden, hvor der boede blot 180 mennesker. De to år satte sig uudslettelige spor i ægteparret.

Frede og Christa fremhæver også mange gode rejseoplevelser. Paradoksalt nok, for Christa følte sig oprindeligt meget knyttet til sin tyske hjemstavn, Ewersbach. Når familien kom ud til en destination gik de så vidt muligt ind i en lokal kirke. En særlig oplevelse fik de, da de i en juleferie samlede deres voksne børn i Thailand.  2. juledag var de med til en gudstjeneste i en stald. Der var nadver med saft og ”sticky rice” og derefter dåb, som foregik i en fiskedam.

På spørgsmål omkring deres lange liv sammen siger Frede med et glimt i øjet: ”Det er gået forholdsvist godt …”. Og det tror man på, når man mærker deres omsorg for hinanden. Christa var uddannet kontorassistent, men har prøvet kræfter med både tyskundervisning på Skæring skole og danskundervisning i Tyskland. Og ikke at forglemme de mange år som sekretær ved Det Danske Kulturinstitut i Tyskland. ”Jeg var ganske godt tilfreds med min chef” smiler Christa. For det var jo hendes mand!

”Jeg tror, at der i alt, hvad vi gør og bliver til, er en ledelse bag,” siger Frede, da vi berører ”den røde tråd i livet”.

Et eksempel på dette er Børneklubben de havde som ungt par i Egå. Her kom mange børn, og hvad har de så fået med sig på deres livsvej? Frede og Christa oplever den glæde, at de mange gange i de senere år har fået respons fra nogle af børnene fra dengang. F.eks. har en medarbejder på Det kongelige Teater over for kollegaer demonstreret et vist Bibelkendskab. Det havde han da fået ”fra søndagsskolen om tirsdagen!”

”Engang imellem kan man tænke, at meget er forgæves, men det er det bare ikke!” siger Christa.

”Har der været situationer, hvor I har oplevet Guds særlige hjælp og nærvær?”

”Mange”, svarer Christa og Frede i munden på hinanden.

”Engang på Grønland var lille Torkild syg og skulle på hospitalet”, fortæller Frede. ”Lægen sagde, at vi bare skulle sende ham med et skib, men der kom jo aldrig skibe ud til den lille bygd. Da jeg så gik ud af døren, kom der uventet et skib rundt om pynten, og så kunne Torkild komme på hospitalet!”

Christa erindrer Guds nærvær, da deres hus i Egå brændte. Naboers hjælpsomhed var enestående, lige fra at sørge for vasketøj, bage boller til at møde op i campingvognen, som stod uden for brandtomten. ”Jeg har sjældent i mit liv ført så mange værdifulde samtaler som i den periode”, siger Christa. ”En dag hvor jeg stod ved siden af det nedbrændte hus, kom der pludselig en regnbue ovenover. Jeg stod midt på vejen og begyndte at sige ordene: ”Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt.” Så tænkte jeg: ”Det skal nok gå! Vi oplevede i disse situationer, at vi ikke var alene.”

På spørgsmålet om, hvordan det er at blive ældre sammen, giver begge udtryk for, at de må lære, at acceptere, at kræfterne ikke længere slår til, men også, at de har meget at være taknemmelige for. Christas daglige bøn er: ”Giv mig kraft, bare for i dag!”

Christa og Frede oplever, at det er godt at kunne bede sammen og dele Guds ord. Det er skiftevis på dansk og tysk. Der er en berigelse ved at have begge sprog. De er desuden taknemmelige for, at de stadig har kontakt med venner i Hannover.

Omkring ”den røde tråd” vendte parret jo tilbage fra Tyskland og ville bosætte sig i Løgstør, men Gud ville det anderledes, og de blev katalysatorer for den proces, der førte til dannelsen af Saralystkirken. 

Ægteparret mærker i det daglige, at rollerne er byttet om, og Christa er den, som må træffe beslutninger i mange forhold. Relationen og kærligheden er den samme, men Christa skal sætte sig ind i ting, ”hun ikke anede et kuk om!”

Men som hun siger til Frede med et smil: ”Det skal vi nok klare, med Guds hjælp!”