Vi åbner igen - velkommen til gudstjenesten søndag den 24. maj!

Så er det på søndag, den 24. maj kl. 10.30, vi igen kan mødes, og være fysisk sammen til gudstjeneste i Saralystkirken, efter 10 ugers nedlukning af vores aktiviteter og gudstjenester.

Det har vi længe ses frem til, og som menighedsråd glæder vi os rigtig meget og håber at se mange af jer på søndag og til de kommende gudstjenester. 

Kirkeministeriet har udsendt de retningslinjer, Sundhedsstyrelsen har udarbejdet og som gælder for alle kirkesamfund i Danmark, når vi mødes til gudstjeneste. Vi vil gerne informere jer alle om, hvordan vi sammen kan sikre, at disse overholdes. Vi beder jer læse nedenstående information, så vi i fællesskab holder den nødvendige afstand, sikrer god håndhygiejne og passer godt på hinanden.

I børnefamilier bedes desuden forberede jeres børn på, at alt ikke foregår helt, som det plejer. 

Information vedr. retningslinjer i forbindelse med Gudstjenesten på søndag og indtil videre. 

1. Når du ankommer til indkørslen til P-pladsen, vil du blive mødt af hjælpsom medarbejder, som vil fortælle, hvilken af 2 indgange, du skal benytte. 

  • Familier som har brug for 3, 4 eller 5 stolepladser, skal benytte indgangen fra bagsiden til salen.
  • Par og singler skal benytte vores normale hovedindgang gennem hal’ og ind i salen.  

2. Ved begge indgange står en person og hilser velkommen, desværre uden håndtryk og knus, men med rigelig håndsprit, så alle får et sprøjt, inden man går ind i salen. 

3. Der er i alt 82 pladser i salen, men fordi det alene er folk fra samme husstand, der må sidde sammen med kun en meters afstand (som stolene normalt står), vil der være stole, som er ledige. 

  • Vi vil være behjælpelige med at få folk placeret rigtigt, så ingen grund til bekymring.
  • Da der er fællessang under gudstjenesterne, er afstandskravet mellem stolerækkerne 2 meters fra næse til næse for folk, som ikke er fra samme husstand.

4. Til folk som evt. ønsker endnu større afstand, end det er muligt i salen, er det muligt at sætte sig i cafeen, hvor skydedøren er åben til salen. 

5. Der afholdes Børne- og Betweenkirke, men det foregår udenfor, så sørg for at børnene har tøj på/med, som passer til vejret den pågældende søndag. Hvorfor børnene ikke kan være indendørs skyldes, at der gælder et krav om max 10 personer i samme gruppering og med 4 m2 til hver, når de er stillesiddende. Det kan vi ikke opfylde – derfor foreløbig udendørs.

  • Børnene er med i opstarten af gudstjenesten og SKAL sidde sammen med forældrene. Når de skal ud til børne- og betweenkirke, benyttes nærmeste udgang, hvilket vi nok skal være behjælpelige med.
  • Både før og efter gudstjenesten er den normale leg og og tummel i hal´, kuglerum og børnekirkerummet desværre ikke tilladt, i hvert fald ikke i første omgang.
  • Vi vurderer løbende, om der kan åbnes op, men heldigvis går vi jo mod sol, sommervejr og udeliv.
  • Børnene må naturligvis gerne, både før og efter gudstjenesten, lege og tumle udenfor lige så tosset de vil, og I forældre tillader det.  

6. Legerummet v/kirkesalen kan max benyttes af 4 forældre med de yngste småbørn under gudstjenesten.   

7. Har man behov for at forlade salen under gudstjenesten, skal man benytte den nærmeste indgang/udgang. Sidder man på stolerækker med 5, 4 og 3 stole, benyttes udgangen bagerst i salen, men man behøver ikke gå uden om kirken for at komme på toilet eller lign., da døren ind til cafeen er åben. 

8. Ved afslutning af gudstjenesten gives der informationer om, at man skal forlade salen, ad den udgang, hvor man kom ind, at der max må samles 10 personer i samme gruppering – det gælder både indenfor og udenfor - og med en meters afstand. 

  • På samme måde som ved ankomst, står der en person med håndsprit ved udgangen, så alle blive sprittet af, inden de forlader salen og begiver sig til kirkekaffe eller hjem. 

9. Kirkekaffe serveres 3-4 forskellige steder udenfor på legearealet, hvis det ikke regner. Ved regnvejr, laves der 2 grupper i hver sin side i Cafeen, 1 gruppe i hal` og 1 gruppe i kirkesal.  

Som I kan forstå, vender vi ikke tilbage til den normale hverdag og gudstjeneste, men vi håber, det alligevel bliver en glædelig og god oplevelse for alle, at vi igen kan mødes – så på glædeligt gensyn!

Kom og vær med når vi åbner kirken på søndag og fejre gudstjeneste - dette gælder også dig der endnu ikke har været i Saralystkirken!