Mit møde med Kristus

Oplevelsen var et mentalt og nærmest fysisk lynnedslag i hendes verden, der gjorde det umuligt for hende at fortsætte, som om intet var sket. Her kan du læse om hvordan Anne Sølvig Schneider mødte Jesus. 

Jeg har aldrig tidligere fortalt om min oplevelse til andre end min daværende mand.  Jeg har blot nævnt at også jeg har mødt Jesus, når talen kom derpå. 

Det kan være sårbart at tale om - men det skulle helst modtages i samme ånd som det gives - nemlig med kærlighed og ydmyghed overfor Jesus Kristus. Som Charlotte Rørth så fint siger: “Lyt med nænsomhed.”

I modsætning til Charlotte Rørth, har jeg altid været søgende.  Søgende efter “noget” jeg dog ikke rigtigt vidste hvad var. Da jeg mødte Jesus, kom det som en kæmpe overraskelse for mig.

Det var en tidlig morgen. Klokken var omkring 07.00, det ved jeg, for min daværende mand skulle op på dette tidspunkt. Jeg lå i sengen, og min mand var som sædvanlig rullet over på min side hvor han lå og holdt lidt om mig, inden han stod op. Denne morgen lå vi længe sådan. Pludselig, idet jeg begyndte at vågne helt op, kom der et mægtigt hvidt og gyldent lys og lagde sig over mig. Fyldte mig helt ud og bredte sig, voksede omkring mig. Jeg opdagede samtidig, at det ikke var min mand der holdt om mig. 

Det var Kristus. (Min mand var åbenbart stået op.) Jeg var ikke spor bange. Tværtimod følte jeg en uendelig kærlighed fylde mig helt op. Jeg lod mig føre ind i lyset. Lod mig omslutte af det, der var fyldt med en ubeskrivelig overjordisk kærlighed. Det var lys, kærlighed, og visdom i et. Det hele var forbundet. Der var ingen tanker - tid og sted var forsvundet.

Det var en form for undervisning, dér i lyset, hvor det Kristus sagde bare “sivede” ind i min bevidsthed.  Jeg kan ikke forklare det bedre. Jesus sagde bl.a. at jeg kunne frit gå ud og ind af lyset og harmonien igen. Inde i lyset, var der i titusindvis af spørgsmål fra alle mennesker, men det var ikke forstyrrende, der var svar på det hele. Det er svært at beskrive, men på en måde stod det skrevet inde i lyset. Der var simpelthen svar på ALT!

Jeg følte mig helt fyldt op af lys, visdom og kærlighed. Det var ubeskriveligt. Da jeg endelig besluttede at gå ud af lyset og stå op, kom den første bevidste tanke til mig, og den var virkelig helt surrealistisk. Jeg tænkte nemlig: “Nu tror jeg på jomfrufødslen”! Jeg kom til at le ved tanken, men jeg ikke bare troede. Jeg vidste.

Det var ikke trist at forlade lyset, for jeg havde jo fået at vide, at jeg altid kunne kontakte Kristus igen. Jeg var fyldt op af det hele, da jeg stod op og gik ovenpå til min mand og fortalte ham det. Jeg kunne konstatere, at der var gået omkring 20 minutter. Min mand kunne se at jeg ligesom lyste, sagde han!  Han måtte ned at sidde, og kunne dårligt kapere min fortælling.

Min verden var for altid forandret. Jeg havde kærlighed nok at dele ud af til alle de mennesker jeg mødte. Det var på en måde som at være forelsket, blot 100 gange stærkere, (og uden den lettere “sindssyge” forelskede par kan opleve.) Det var en fuldkommen kærlighed.

Senere, i de tider der kom efter, oplevede jeg desværre nogle svigt, fra mennesker der stod mig nær, men jeg kom helskindet igennem det hele, fordi jeg havde Kristus med mig. Jeg havde jo fået fortalt, at jeg altid kunne kontakte Ham! Det gjorde jeg, og gør jeg ofte. Det er vidunderligt og en kæmpe gave. Vi kan alle kontakte Jesus og være helt sikker på at Han lytter! Jesus Kristus, er en vidunderlig gave til os alle.

I tiden efter mødet med Kristus, kom der en bøn til mig, som jeg synes dækker rigtig godt. Jeg har bedt denne bøn, ofte flere gange dagligt efter behov. Den vil jeg gerne dele her. Det er vigtigt, ikke mindst de første gange, at man får “smagt” på hver eneste sætning i bønnen. At man prøver at forstå vægten i ordene.

Bønnen lyder således:
Jesus Kristus. I Gud Faderen Den Almægtiges Navn.
Så beder jeg Dig:
Lad Dit lys, Din styrke og Din kærlighed
være over mig - i mig - og omkring mig.
Lad det være det der kommer ud af mig (når jeg kommunikerer med andre). 
Og - lad det være det, jeg ser i andre.

Amen.